BORNHOLM 2024
FØRSTE 7A SPORTSRUTE
SPHONGLE, MOSELØKKE STENBRUD
I april 2024 tog Emma Sophia og jeg på en lille minitur til Bornholm. Vi pakkede bilen med klatreudstyr og byggede den om, så fotobilen fungerede som en slags mini-campervan. Det var virkelig fedt at komme afsted igen på roadtrip.
Målet for turen var at klatre min første 7a-sportsrute. Jeg havde udset mig Sphongle i Moseløkken – en lang og udholdende rute, hvor de enkelte bevægelser ikke var alt for hårde.
Første dag klatrede vi ved Den Røde Mur i Vang Granitbrud, og dagen efter rykkede vi til Moseløkken. Vi startede ved Laustvæggen på Yoni- og Lingam-ruterne, som jeg syntes var overraskende hårde for graden. Senere gik vi videre til Wirevæggen for at prøve Sphongle. Jeg tog det stille og roligt så jeg kunne inspicere bevægelserne fra selen. Efter et forsøg på topreb, en god pause og masser af fokus redpointede jeg ruten i mit første rigtige forsøg – en kæmpe sejr.
Dagen efter klatrede vi vores allerførste multipitch, hvor Emma Sophia førte op til Solhylden, og jeg fortsatte til slutankeret – vildt fedt, lidt skræmmende i 30 meters højde – inden regnen satte ind, og vi kørte hjem mod København.

