DOLOMITTERNE
1 Oktober - 5 Oktober
2025
Den 1. oktober tog min far og jeg på en længe ventet far-og-søn-tur. Turen havde jeg fået i studentergave i 2017, og gennem årene havde vi vendt mange idéer for, hvor den skulle gå hen. Én ting var dog altid sikker: det skulle være en outdoor-tur.
Sommeren 2025, efter jeg havde fortalt, at jeg skulle være far – og min far farfar – besluttede vi, at nu skulle det være. Vi ville nå turen, mens vi stadig bare var far og søn, uden nye titler.
Valget faldt på Dolomitterne. Jeg vidste, der var fede via ferrata-ruter, og min far, som for nylig havde været der, var ikke svær at overtale – det er svært ikke at vende tilbage til noget så smukt. Selvom han var den mest “Dolomit-erfarne” af os, stod jeg for ruteplanlægningen, mens han betalte.
Om aftenen den 1. oktober landede vi i Bergamo. Jeg fik den bedste maskinkaffe i mit liv, og så kørte vi et par timer nordpå til en lille bjerglandsby nær Madonna di Campiglio. Vi spiste ostepizza på en halvtom italiensk restaurant – og så var turen i gang.
Dag 1 · sentiero sosat via ferrata · grad c
Vi havde taget chancen, da vi bookede: håbet, at gondolerne stadig kørte, så vi kunne tage via ferrata fra toppen. Men vi var en uge for sent. Alt var lukket. Ville vi på via ferrata, måtte vi gå hele vejen op i Brenta og hele vejen ned igen – på én dag.
Jeg fandt den rute, der så nemmest ud. Og stadig episk.
Vi kørte i bil frem til foden af bjergerne. Det var lige under frysepunktet da vi startede vores vandretur og da vi passerede et warning bear-skilt, blev en smule urolige, men gik videre. Op, op, op. Andet tucket kom sent, og først dér begyndte via ferrataen for alvor. Skyggesiden var dækket af is, stierne glatte, wiren kun sporadisk. Flere gange overvejede vi at vende om. Men det føltes akkurat sikkert nok.
Nu var vi de eneste på bjerget, bare os, vores eget ekko og et par bjerggeder. Solen kom frem, landskabet åbnede sig i kampesten og snefelter. Kort pause, vingummibamser, videre.
Da vi igen ramte via ferrataen, blev det for alvor eksponeret. Et fald på 100 meter eller mere. Her forstod min far pludselig, hvorfor via ferrata er så magisk: ruter der føles tilgængelige – men som uden sikring ville være utænkelige.
Udsigten over Brenta slog os næsten ud. Men ved tucket nummer tre stod det klart, at dagen langt fra var slut.
8 timer og 21 minutter senere – 18 kilometer og 1200 højdemeter op og ned – stod vi ved bilen. Slidte, trætte og lykkelige.
Den aften blev vi enige om, at selv hvis resten af turen bød på dårligt vejr, var det ligegyldigt. Den ene dag havde allerede indfriet alt, vi havde håbet på.
DAg 2 - via ferrata susatti · grad b
På andendagen blev vi enige om at tage noget lettere – benene var stadig tunge efter dagen før. Da vi kun var en kort køretur fra Gardasøen, gav det mening at finde en via ferrata dér. Efter morgenmad på det lille hotel kørte vi mod søen gennem et smukt bjerglandskab i høj sol. Kontrasten til dagen før var slående: hvor det havde været koldt og gråt blandt Dolomitternes sten, føltes det nu næsten tropisk og grønt.
Vandreruten førte os op gennem skoven, og som dagen før gik det støt opad, indtil vi nåede et plateau, hvor andre klatrere gjorde klar med seler, hjelme og slynger. Det gjorde vi også. Herfra fortsatte ruten opad som via ferrata. Denne gang var vi ikke alene, og tempoet var lavere, men til gengæld gav det plads til at nyde udsigten. Selve via ferrataen var kun omkring 70–80 meter, men højden over Gardasøen gjorde den både eksponeret og intens.
På toppen skrev vi vores navne i topbogen og begyndte derefter den stejle nedstigning. Da turen sluttede, var vi igen godt brugte. Vi spiste en sen frokost på en lille italiensk café og kørte senere til den mere turistede by Malcesine, hvor vi sluttede dagen med aftensmad.
dag 3 · via ferrata delle aquille · grad d
300 Højdemeter
Til tredjedagen havde jeg fundet en via ferrata, som så ekstra spændende ud. Indtil da havde ruterne været smukke og sjove, men ikke voldsomt fysisk krævende. Min far havde sagt, at dag 1 havde været et perfekt niveau, og at det egentlig ikke behøvede at blive sværere – men denne rute var simpelthen for fristende at sige nej til, selvom den bød på flere D-sektioner, hårdere end noget, vi tidligere havde prøvet.
Det var kun en kort køretur væk, og fordi området også havde aktive mountainbike-spor, kørte gondolerne stadig til toppen. Vi tog op og ramte kort efter via ferrataen længere nede ad bjerget. Den så både vild og episk ud. I modsætning til de andre ruter var denne en lang travers rundt om bjergsiden, hvor bevægelsen primært var sidelæns, afbrudt af længere ned- og opstigninger.
Efter noget tid gik det op for min far, at denne rute var både hårdere og markant mere eksponeret. Flere steder var der 3–400 meter frit fald lige under fødderne, og det krævede både fokus og kræfter. Senere kom hængebroer og lange wirepassager, hvor man nærmest svingede sig frem. Afslutningen føltes som at klatre direkte op i himlen de sidste 40–50 meter.
Det var hårdt og udmattende, men en helt vild oplevelse. Vi var begge høje på det bagefter. Min far vurderede selv, at han havde været oppe på 95 % af sit max – og jeg vidste, at han kunne klare det. Vi sluttede dagen med frokost på toppen, præcis som vi havde drømt om, og kunne bagefter konstatere, at vi havde haft tre fuldstændig perfekte dage: episke på hver deres måde.
DAG 4 · excalibur
Efter tre intense vandredage havde vi et par timer at slå ihjel, inden turen gik mod lufthavnen. Første stop var en lille halv time uden for Arco, hvor en af verdens hårdeste klatreruter, Excalibur (9b+), ligger. Jeg ville bare se den. At stå under ruten var vildt – den lignede noget, der burde være fysisk umuligt.
Bagefter så vi en ungdomskonkurrence på den udendørs klatrevæg i Arcos klatre-amfiteater “climbing dome”, som ugen efter skulle danne ramme om Arco Rock Master. Turen sluttede med frokost i Limone. En helt igennem genial afslutning på rejsen.
extra
Da denne side danner ramme for mine egne fotografier, er jeg naturligvis ikke med på de fleste. Derfor ligger der her i bunden en lille kollektion af iphone billeder af mig
